Victoria Hislop

Øen

Bogen har solgt over 1.4 mio. eksemplarer alene i UK og er oversat til flere end 20 sprog. Bogen har ligget på bestsellerlisterne længe, og forfatteren har modtaget en lang række litterære priser. Sygdommen spedalskhed, spiller en betydende rolle i britiske Victoria Hislops debutroman om fire generationer af kvinder. Det er en voluminøs og stort anlagt roman, som både spænder over et langt tidsrum, og som berører de store spørgsmål om liv og død, kærlighed og svig, begær og hengivelse, krig og fred. Handlingen foregår i Pláka, en lille landsby på Kreta. Dertil kommer Alexis fra London for at finde ud af, hvad der egentlig skete med hendes mor og hendes familie, en historie, som moderen gennem hele Alexis’ opvækst har været tavs om. Ved afrejsen giver moderen hende et brev, som hun beder hende tage med til en gammel veninde, og hun lover Alexis, at veninden vil fortælle hende det, hun vil vide. Da Alexis ankommer til landsbyen, opdager hun, at øen Spinalonga, hvor der i mange år fandtes en stor koloni, et helt samfund, for spedalske, ligger lige ved den landsby, som hendes mors familie kom fra.